SoMe? Verden gennem filter.

 

Verden er et forfærdeligt sted, fuld af sult, krig og manipulation. Så hvis nu vi kunne gemme os lidt, blive afskærmet fra det onde, skrækkelige sted, så ville alt være fantastisk. Kunne man bare tænde for sin mobil telefon, vælge den første app, der poppede op, og så var man reddet. Man kom til et helt andet sted, hvor alt er smukt, godt og rart. Der hvor der ingen krig er, ingen børn på 12 år som har en maveomkreds på størrelse med min overarm, ingen ækle mennesker og dog… Kan man virkelig finde sådan et sted?

De sociale medier er næsten værre. Man ser en video af en kvinde med teksten ”er lige stået op, og nu skal jeg ud at løbe 15 kilometer.” Ja, ja. Så siger vi det. Du har i hvert fald været oppe i 30 minutter, i hvert fald lang nok tid til at vaske, rede og krølle dit hår, OG lagt verdens mest unaturlige makeup look (som ikke engang er pænt) alt det vi ser, er super fake.

Jeg fik min første telefon da jeg blev ti. Det var en lyserød Nokia, med et lyserødt cover. Jeg fik at vide, at den kun var beregnet til at ringe og skrive. Det havde jeg det fint med. Men det varede jo ikke længe, snart fik jeg spil og YouTube på den, og så kunne den jo meget mere end bare at ringe. Snapchat var det første medie jeg fik, det var nok i slutningen af 2016. Jeg var kun venner med min familie og de få venner, jeg havde i skolen. Lidt senere, i 2018, fik jeg så TikTok. Der gik ikke længe, før min far fandt ud af det, og sagde jeg skulle slette begge dele, fordi alt var løgn og at intet af det var rigtig. Han sagde, jeg i stedet skulle gå udenfor og se verden live, som den var.

Henrik Poulsen skriver om de ”primære og sekundere erfaringer.” De primære erfaringer er dem som vi kan sanse når vi fysik er til stede, for eksempel den hæslige lugt i lokale 35. De sekundere er dem vi sanser igennem medierne, for eksempel nyheder fra andre lande eller billeder af døde børn i Afghanistan.

Jeg troede ikke på min far. Selvfølgelig er det ikke fusk. Hvorfor ville nogle gøre sådan noget? Det siger han bare for at få mig til at slette det, fordi han ikke vil have, at jeg skal kigge på min telefon hele tiden. Men nu ser jeg det. Det hele er opdigtet. Der er ikke nogen, der kan løbe 15 kilometer uden at blive rød i hovedet eller svede. Der er ikke nogen, der kan rulle ud af sengen og ligne en million. De sultende børn i Afrika forsvinder ikke af at jeg åbner TikTok og scroller løs. Krigene stopper ikke fordi, at jeg sender et redigeret billede til ham drengen jeg synes er sød.

Første gang det gik op for mig, at min far tale sandt, var en dag jeg sad og scrollede på Instagram. Jeg sad og kiggede på mit startfeed, og jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke kender dem alle sammen lige personligt. Jeg kiggede på et billede af en kvinde. Hun var høj, slank og pæn. Hun virkede til at være perfekt. Jeg ville gerne se mere af hendes skønhed, så jeg klikkede ind på hendes profil, scrollede lidt rundt og kiggede på hvem hun fulgte. Det var der jeg så en mand. Hans profil var lidt tomt, men der var noget der bed mig i øjnene. Det var et billede af ham med den samme kvinde. Men hun lignede overhovedet ikke hende på billedet. Den eneste grund til jeg viste det var hende, var fordi han havde tagget hende i opslaget. Hun havde brugt alle tænkelige programmer til at gøre hendes hofter bredere, hendes næse mindre og hendes hår mere mørkt. Det var løgn. Det hele var løgn. Min far havde ret. Min verden brød sammen. Alt var ikke lutter lagkage; det var noget helt andet. Der var igen krig, sultende børn og redigerede opslag. Det gik op for mig, at alt var fake og man ikke kunne stole på noget.

I Rasmus Kolby Rahbek artikel ”Dannelse handler om at blive voksen” skriver han ”dannelse er helt kort et møde mellem mennesker og verden. Et møde mellem det velkendte og det fremmede. Vi er derfor heller ikke altid herre over, hvor og hvordan dannelsen sættes i værk, eller hvor den bærer hen.” I mit tilfælde førte dannelsen til skuffelse. Skuffelse over at verden kan være og stadig er så grufuldt og uretfærdig, og at nogle bare kan slippe fra det ved at redigere lidt i deres billeder. Sådan, nu er alt godt. 

Men alt er ikke godt. Hundredvis af børn dør hver eneste dag, enten af sult eller i krig. Det er ikke okay. Efter billedet gik det op for mig, at alt var løgn. Jeg har siden prøvet at holde mig væk fra den falske del af internettet, prøvet at holde mig til fakta og videoer, som er virkelige. Jeg er blevet rigtig glad for at se videoer og film om krig, seriemordere og andre rædselsfulde ting som sker i verden. Jeg synes, det er spændene at se verden som den er og ikke redigeret.

I Martha Rosler ”Photo up” (2004) ser man to identiske kvinder der står i en stue. Hun står med sin telefon i hånden og er slet ikke klar over, at der ligger to døde børn bagved hende, og at der er krig i baggrunden. Hun er totalt afhængig af sin telefon og er slet ikke til stede. Jeg derimod synes det virker virkelig spændende, og jeg kan ikke forstå at jeg engang var ligesom hende, besat af alle de falske, dumme ting på ens telefon.

Jeg siger ikke, at jeg slet ikke ser TikTok eller dumme serier, som virkelig ikke giver mening nogle gange, (tak, Grey’s anatomy) men jeg siger, at jeg føler mig mere tilstede. Jeg føler, at jeg ser det vigtige. Jeg føler jeg er med i det. Og ja, verden er et frygteligt sted, men det er vores hjem, og vi kan desværre ikke gøre så meget ved alle de forfærdelige, hæslige ting der sker. Men en ting vi kan gøre, er at lade vær med at lade som om det ikke sker. Og lade som om alt er okay. Fordi er det sådan vi gerne vil fremstå. Hvorfor vil vi gerne fremstå perfekte og opfører os som om ingen ting er galt?