Hvorfor er nogle mennesker større røvhuller på sociale medier end i virkeligheden?

 Min mor var for et års tid siden som medlem af grundejerforeningens bestyrelse, med til at etablere nogle enkelte parkeringspladser. Dette havde været et heftigt diskuteret emne (ja jeg bor i en lille by). Tonen havde tidligere været hård men overvejende respektfuld. Min mor går så ind på vores vejs facebook gruppe og finder en lang smøre af fornærmelser mod hende og resten af bestyrelsen, hvor der er både racistiskes bemærkninger samtidig med, at bestyrelsen blev beskyldt for at stjæle fra kassen og andre ulovligheder. Dem, der skrev de hadefulde beskeder inde på gruppen, var typisk ældre mænd, som derfor ikke er vokset op med sociale medier som en del af deres opvækst og dermed deres dannelse. Dette rejser flere interessante spørgsmål: hvorfor tror nogle mennesker, at man kan opføre sig værre på sociale medier, end man ville gøre i virkeligheden? Og hvis forklaringen handler om, at ældre er digitale immigranter, der ikke er blevet opdraget med sociale medier, hvorfor opfører alle ældre sig så ikke som dem på min vej? Min farmor på snart firs er også et eksempel på en digital immigrant, der er vokset op helt uden noget digitalt. Hun voksede op langt ude på landet på Mors, hvor hun første gang så en telefon som syvårig, men selv uden digital dannelse af nogen art, kan hun sagtens holde den gode tone på sociale medier, og da der er mange på min egen alder, der ikke kan begå sig ordentligt sig på sociale medier, handler graden af digital dannelse vel ikke udelukkende om, hvorvidt man er digital indfødt eller immigrant. Men hvad er digital dannelse egentligt? Hvis man er alment dannet og et fornuftigt tænkende og velmenende menneske så burde man vel kunne forvente, at man også kan finde ud af, hvordan man skal agere i digitale sammenhænge. Kan man ikke forvente en form for overførsel af normer på den måde, at hvis man er et ordentligt menneske i “virkeligheden” skulle man kunne forvente den samme ageren på sociale medier, hvilket jeg personligt ville argumentere for ville være forventeligt. Men problemerne opstår, når internettets anonymitet giver følelsen af, at man kan gøre lige, hvad man vil, og dermed forsvinder det lag af socialisering, hvor man fra barnsben af, har lært at agere sådan nogenlunde overfor andre mennesker. Dermed vil den anonymitet, der er på nettet vise folks virkelige væremåde og den digitale verdens slør over virkeligheden betyder, at man måske føler, at man befinder sig i en “ikke-virkelig” verden, hvor samfundets almindelige normer og værdier bliver sat ud af spillet. I artiklen “Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” fra Kristeligt Dagblad, forklarer Rasmus Kolby Rahbæk sjovt nok, hvordan læring uden dannelsestænkning bliver instrumentel, og den pointe syntes jeg er værd at lægge vægt på, for man kan godt lære fra barn, at man skal være sød ved sine klassekammerater, sige tak for mad og huske at vaske hænder efter man har fået jord på fingrene og så videre, men hvis man ikke grundlæggende er et rart, betænksomt og velovervejet menneske, så bliver denne instrumentelle opdragelse, hvor man agerer uden at tænke over det, svær at overføre til nye situationer, hvilket især gør sig gældende i situationer uden konsekvenser, hvis man overtræder reglerne. At være opdraget til at sige tak for mad og andre høfligheder kan dermed betragtes som ubevidste handlinger, og så længe man ikke er bevidst om sine handlinger, kan de være svære at overføre til andre situationer. Høflighederne, der sidder på rygraden hos mange mennesker, kan dermed ikke betragtes som udtryk for dannelse, der kan overføres til de sociale mediers arena. Dette kan være forklaringen på, at der findes masser af eksempler på folk, der er hadefulde på nettet, samtidig med, at de er blevet opdraget til at opføre sig ordentligt i den ikke-digitale verden. Der er også et andet aspekt af digital dannelse, der mere handler om sikker adfærd på nettet. Min farmor ringer tit til min far og spørger om diverse beskeder ser rigtige ud eller og det bare er scammere. Hun skulle også lære udenad, hvordan man gik ind og læste avisen på hendes tablet, og hun tog for mange år siden et så kaldt “computerkursus”, hvor hun lærte nøjagtig, hvad hun skulle trykke på for både at se sin mail og søge på internettet. På kurset tog hun flittigt noter og lavede små illustrationer på sit ternede papir, så hun var sikker på, ikke at gøre noget forkert. Dette viser også, hvordan de digitale immigranter har måttet lære deres computere at kende på en måde, hvor de også kan være bange for, at gøre noget forkert og enten “ødelægge” programmerne eller blive snydt på nettet, hvilket viser, hvordan vores bedsteforældres generation på samme tid har enormt meget respekt for det farlige ved internettet og den nye teknologi, men samtidig er nogle af de flittigste brugere af et medie som facebook, hvor det kan være svært at aflure koderne til, hvad man kan og ikke kan dele eller skrive på et medie, som man ikke er helt fortrolig med. Vi er alle efterhånden fortrolige med den form for digital dannelse, der handler om diverse mediers og hardwares funktioner og muligheder, men rigtig mange mangler stadig den form for digital dannelse, der handler om, hvilke værdier og normer, der skal være gældende på sociale medier, men der går nok noget tid inden sociale medier opfattes som lige så virkelige som den virkelige verden, så man kan overføre sin sociale ageren fra virkeligheden til internettet. Rigtig mange af os kunne have brug for et kursus i god tone og ageren på nettet, som vi kunne tage noter til på et stykke ternet papir, der kunne tages frem og genlæses inden man skriver noget på nettet, som man aldrig kunne drømme om at sige, hvis man stod overfor et andet menneske i virkeligheden, hvor man har lært at behandle andre mennesker ordentligt og respektfuldt.