Stemplet af medierne

 

Jeg, ligesom mange andre, bruger sociale medier på daglig basis uden større overvejelser. Jeg ved jo godt at jeg er en form for ”slave”, påvirket af min telefon og den anerkendelse sociale medier giver mig. Og selv om sociale medier føles som en stor frihed, har det overtaget min hverdag, og nej jeg mener ikke, at de kun har overtaget timerne, men jeg mener, at de har taget overhånd i mit sociale liv.

Jeg fik min første telefon da jeg var ti år gammel. Jeg husker det som at jeg fik en iPhone 4, hvilket var ekstremt revolutionært for den tid. Telefonen åbnede mange muligheder for mig, da jeg kunne spille Ice Ceam jump og bygge huse i Minecraft ( det var jo den gang, hvor det var gratis på app store).Men som tiden gik var det ikke min highscore i Ice cream jump der betød noget længere, for snapchat og instagram gav langt mere street credit end min villa i Minecraft. Det gjorde mig intet, at snapchat var det nye hit, for nu kunne jeg sende billeder og streaks til mine veninder, men lige som alt andet i vores smukke verden blev snapchat med tiden til en kampzone. Vi havde i min klasse en snapchat gruppe navngivet ”6.b” (total originalt) og det var der jo endeligt ikke rigtig noget galt med, indtil jeg fandt ud af, at der også var en anden gruppe, som jeg ikke var en del af, navngivet ” de seje i 6.b” (totalt nederen) og selvom jeg godt vidste, at jeg ikke var en af de seje i 6.b, var det stadig nederen at blive stemplet og udkastet fra den status.

Selvom jeg nu kan se tilbage på dengang i 6.klasse, hvor jeg, som sagt, ikke var en af de seje og tydeligt kan navigere i, at det var dumme statusser pålagt af en gruppe 12-årige, har det jo påvirket mit syn på mig selv og min udvikling. I artiklen ” Med læring uden dannelsestænkning bliver det hurtigt instrumentelt” fra Kristeligt Dagblad, siger Rasmus Kolby Rahbæk ”For dannelsen kan ikke kontrolleres. Den udspiller sig i vekselvirkningen mellem det kontrollerbare og det ukontrollerbare. Sådan cirka samme sted, som livet udspiller sig.” For som sagt var statussen ikke kontrollerbar, den var ikke noget, jeg havde givet mig selv, og det var jo heller ikke de seje i min klasses skyld, at jeg på det tidspunkt ikke var lige så sej som dem, men det har været med til at forme mig til den person, jeg er i dag. For siden da har jeg aldrig set mig selv som en af de seje, og jeg har aldrig haft en forventning til, at jeg skulle kunne opnå den ”titel” siden.

Men selv om jeg altid har stået på sidelinjen og aldrig har haft forventninger til at skulle blive populær eller sej, er jeg jo bare et menneske, og som alle andre har jeg til tider haft brug for anerkendelse. Heldigvis for mig blev klasserne delt op, da jeg skulle til at gå i 7.klasse. Det betød en ny start og måske endda en ny identitet. Det virkede nogenlunde. Jeg blev gode venner med en ny gruppe piger, som ikke havde kendt til min gamle status, hvilket var totalt optur. Min nye gruppe venner og jeg lavede derfor vores egen gruppechat, og det var jo alt det, jeg drømte om sidste år, indtil det så ikke var længere. For det var nok aldrig gået op for mig før, hvor let det var at misforstå hinanden over beskeder. Jeg var på det tidspunkt personen som mine veninder gik til når de var sure på hinanden, hvilket til tider var problematisk, da de især tog begrebet ”overdrivelse fremmer forståelse” til hjerte. Det gjorde at jeg kunne side og skabe dæmoniserede ideer af mine veninder i mit hoved. I ”Primære og sekundære erfaringer” af Henrik Poulsen 2017, bliver de to typer erfaringer beskrevet sådan: det primære er en erfaring, vi selv danner, mens den sekundære er, hvad der bliver genfortalt gennem et medie. Det sekundære havde taget overhånd, da jeg til tider ikke selv dannede min egen erfaring med disse situationer. Det skabte desværre brud i vores gruppe af veninder og gjorde, at jeg mistede kontakten med dem.

I 2021 begyndte jeg på efterskole. Det gjorde jeg primært på grund af de stemplinger jeg havde fået fra folkeskolen, for jeg følte mig efterladt i skyggen af andre. Og da de veninder jeg havde i 7.klasse, ikke længere kunne enes, kunne jeg ikke forstille mig at blive på den folkeskole som havde skabt min pænt kedelige identitet. Og selv om efterskolen var et dejligt sted at være, var det som alt andet ikke bare rent godhed der kom fra det. Det var ikke altid et godt sted at være, for når 80 unge mennesker er samlet og bor sammen i et helt år, vil der også ske noget dårligt. Der var til tider fyldt med eksklusion og had på skolen, og jeg endte med at have det virkelig dårligt til tider. Men selv om jeg ikke altid havde det godt, gjorde jeg det næsten til et mål at vise de mennesker fra min folkeskole, at jeg sagtens kan være andet end et menneske på sidelinjen. Jeg sørgede for at tage en masse billeder af mig og mine nye venner og postede dem på alle de sociale medier jeg kunne for at vise, at jeg også kunne have det gode liv med en masse venner. I fotocollagen ”Photo op” 2004 af Martha Rosler bliver en glamouriseret kvinde vist med kaos og krig i baggrunden. Billedet symboliserer et behov for at vise det gode liv selvom livet ikke altid er sådan. 

I dag tager jeg ikke længere sociale medier seriøst på samme måde som jeg tidligere har gjort. men selv med de oplevelser jeg har haft på grund af sociale medier, ville jeg ikke kunne forstille mig ikke at have det, og ikke at have kontakt til omverdenen.

-          Elisabeth