Mennesker vs. Den digitale verden

”Bare lige fem minutter mere.” Det er en sætning der spiller i mit hoved rigtig tit, når jeg ligger i min seng og kigger på min telefon. ”Bare lige fem minutter mere, og så skal jeg nok slukke og gå i seng. ” Men det er aldrig kun fem minutter. Det ender tit med at være tyve minutter, fyrre minutter, og nogle gange flere timer før jeg bliver træt nok til endelig at gå i seng. Og det er jo ikke fordi jeg ikke er klar over at det er dårligt for mig, men der er noget i min hjerne, der ikke kan få mig til at lade vær. Desværre er jeg nok ikke den eneste der har oplevet problemer som dette. I dag har alle en eller anden form for skærm om end det er en telefon, iPad, computer eller lignede. Skærme er blevet en normal del af vores hverdag, og mange af os ville nok slet ikke kunne forestille sig hvordan ens hverdag vil se ud uden nogle skærme. Men er det sundt for os? Og kan det skade vores dannelse i den virkelige verden?

Igennem de sidste årtier har skærme fået en vigtig rolle i samfundet. De fleste mennesker kan ikke klare sig uden en eller anden form for skærm i løbet af deres dag, men er det virkelig sådan et stort problem? De hjælper os jo med så mange ting. Hvis man keder sig, kan man gå på de sociale medier, spille et spil, eller se serier eller film. Hvis man går rundt inde i storbyen, og har svært ved at finde rundt, kan man bruge Google Maps. Og hvis man ville forevige en begivenhed, kan man tage sin telefon frem og tage et billede. Rasmus Kolby Rahbek nævner noget om dannelse i ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” fra Kristeligt Dagblad. Her fortæller han blandt andet om at dannelse går ud på at danne et bånd mellem menneske og verden, hvilke jo også kan være meget nemmere med internettet, da man kan få så mange oplysninger og erfaringer fra det. Så er skærme i virkeligheden så slemme? Ja, selvfølgelig har skærme deres fordele, men det betyder ikke at vi skal ignorere den negative side ved skærme.

Et konkret minde hvor skærmbrug har fyldt lidt for meget i mit liv, var til min 9-års fødselsdag da jeg fik min aller første telefon. Den var ikke særlig stor, og der var ikke plads til meget på den, men den kunne det den skulle. Jeg kan huske at jeg havde et billede af min gamle matematiklærer på den. Hun var en af de sødeste mennesker jeg havde mødt, men desværre skulle hun skifte arbejde, hvilket jeg blev meget ked af det over. Det gjorde også at billedet af min matematiklærer betød endnu mere for mig, nu hvor hun var væk, fordi lille mig, der overtænkte alting, var bange for fuldkommen at glemme hvordan hun så ud. Men en dag i skolen var der nogle af mine klassekammerater der sad og spillede det her spil der hedder Sling Kong. Jeg synes at det så megasjovt ud, og installere det med det samme da jeg kom hjem. Men desværre var der ikke nok plads på min telefon til at installere det, så jeg gik straks til mit galleri, og begyndte at slette billeder. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg synes at det kun var meget vigtige billeder der var tilbage, så da jeg kom til billedet af min gamle matematiklærer, var jeg meget i tvivl om det var et der skulle slettes eller ej. Jeg endte så med at slette det, og jeg kunne endelig installere Sling Kong. Men til min store skuffelse, kunne spillet overhovedet ikke installeres på min telefon, af en eller anden årsag, som jeg stadig ikke kender til i dag. Så lille mig var meget ked af det, både fordi billedet af min elskede matematiklærer var væk, men også fordi jeg ikke kunne får installeret det der megaseje spil de andre i klassen spillede. (Btw, jeg er ikke dum, jeg er udmærket godt klar over at slettede billeder kan hentes fra papirkurven, men jeg var ni år gammel og var ikke særlig god til teknologi) Grunden til at jeg deler dette minde, er fordi jeg synes det viser at allerede fra en meget ung alder, fyldte skærmene meget i mit liv, hvilket jeg tror mange andre også kan relatere til.

Noget andet der også kan være en ulempe ved skærmbrug, er at blive så opslugt af det, at man begynder at glemme realiteten, og ikke kan se forskellen på virkeligheden og den digitale verden. Billedet ”Photo op” af Martha Rosler fra 2004, viser netop dette meget godt. Billedet forestiller en model-lignende kvinde der er meget optaget af hendes mobil, og ligner en der ikke har fokus på andet end den. Imens står verdenen uden for hendes hus i flammer, og der er masser af ødelæggelse og krig, men kvinden reagerer slet ikke på det. Billedet kan symbolisere den grimme virkelighed af at mange mennesker ikke forholder sig så meget til, hvad der foregår ude i den virkelige verden, også selvom det er noget kan foregå i ens egen baghave, fordi de gemmer sig bag skærmen uden at kigge ud i den virkelige verden.

Når det kommer til skærme og virkeligheden, er det også vigtigt at snakke om det der hedder primære og sekundære erfaringer. Disse er begreber som Henrik Poulsen, sjovt nok, skriver om i ”Primære og sekundære erfaringer”. Han fortæller at de primære erfaringer er dem vi får ved selv at gå ud og opleve det. Det vil sige det der sker lige nu omkring os, det vi ser, det vi høre, alt det vi kan sanse. De sekundære erfaringer er dem vi laver gennem skærmen. Der forholder vi os ikke til det aktuelle sted vi er, eller de ting vi kan sanse. Det kan måske være at man læser, høre eller ser noget om en situation der finder sted i Californien, Shanghai, eller Sydafrika. Det er alle de erfaringer vi lærer om, hvor vi ikke fysisk er til stede.

Der er mange meninger om skærme er godt eller skidt. De har sine fordele, men selvfølgelig også sine ulemper. Og det kommer an på de enkelte personer om man syntes det ene eller det andet. Vi har alle forskellige holdninger og forhold til skærme, internettet, sociale medier, osv. så vi vil nok aldrig kunne blive helt enige om det. Personligt syntes jeg selv at folk nu til dags, inklusiv mig selv, bruger skærmen alt for meget. Men er der overhovedet noget vi kan gøre ved det? Hvis der overhovedet er brug for det?

Filippa