Firkantede syn

 

”Sluk for telefonen, du får jo helt firkantede øjne af at stirre på den” hver gang jeg hørte den sætning fra min mor, min farmor eller sågar min far, troede jeg aldrig helt rigtigt på dem. Det var sikkert bare noget de sagde for at få mig lidt mere udenfor, lige meget om det stod ned i stænger eller solen hang højt over huset. I dag ved jeg dog ikke helt hvad jeg skal tro mere. Var det bare en gammel skrøne, eller var der mere til historien?

Da jeg fik min første telefon, var jeg knap nok 7 år gammel. Det var min fars gamle Sony Ericsson Xperia Pro, en telefon hvor tastaturet kunne klappes frem på siden. En rigtig spille telefon i min verden. Her lærte jeg for eksempel at spille Crash Bandicoot. Jeg ved det godt, jeg var sej. Min telefon skulle dog ikke kun bruges som en spille enhed, jeg skulle bruge den til hvis der skete noget mens jeg var alene hjemme. Det blev aldrig nødvendigt, og Crash Bandicoot løb hurtigt videre på skærmen.

Jeg har altså været telefon bruger længe, men det betyder ikke at jeg er klogere end den næste om den. Flere gange om ugen ligger jeg i min seng med enten en computer, et fjernsyn eller en telefon tændt hele dagen. Alle mine planer bliver udskudt og jeg lægger ikke mærke til når solen bytter med månen. Det blå lys holder mine øjne åbner flere gange og jeg falder tit først i søvn efter dagen er blevet til en ny. Jeg fortryder det med det samme på dagen, når mine øjne ikke kan fokusere på noget og de føles helt kantede, når mit hoved dunker og hovedpinen træder forrest. Min øjne bliver firkantede, mit syn på de sociale medier bliver firkantede og jeg har allermest lyst til at presse hovedet ned i puden og sove dagen væk. Det kan jeg ikke. Forpligtelser og Tiktok rammer mig og inden længe sidder jeg igen med telefonen i hånden. Jeg ligger i min seng, i vores hus, imellem Særslev og Hårslev, og scroller samtidig i nyheder ovre i Amerika. Jeg blander mig i emner der ikke omhandler mig. Er det min skyld eller er det de sociale medier? Hvordan skal jeg tage handling, når den eneste måde jeg ville gøre det på, er via de sociale medier?

Henrik Poulsens forklaring om de primære og sekundære erfaringer, beskriver nøjagtigt den handling jeg foretager mig dag ind og dag ud. Jeg sanser mig hjemme men er mentalt overhovedet ikke det samme sted. Min primære erfaring står på i sengen mens den sekundære foregår gennem min scrolling.

Måske bruger jeg for meget tid på min telefon? Jo, det er jo gået så vidt at Tiktok har brændt sig fast til skærmen, bogstaveligt talt. Symboler fra Tiktok sidder på min telefon lige meget hvilken app jeg går på. Min telefon har sagt nok, og ja, jeg havde da godt lagt mærke til det, da den sagde jeg havde brugt ligegodt 10 timer, men jeg tog det nok ikke helt så seriøst. Der er jo så meget jeg ikke tager seriøst på de sociale medier. Jeg mindes ikke at have hjulpet nogen eller noget jeg har set på telefonen. End ikke givet en enkelt krone til de der følelsesporno videoer man ser på Facebook midt i timen, af den lille bjørn der sidder men en sløjfe på hovedet, men inde i et bur smidt på et betongulv. En tåre har ikke engang strejfet min kind. Jeg ved ikke om det sandt eller falsk og tager det ikke som en oprigtig historie. Er det ordentligt dannelse? Er det endnu et syn på verden jeg har, der bare er en smule firkantet? Jeg kan ikke røre, så jeg kan heller ikke hjælpe dem. Rasmus Kolby Rahbek, siger at digital dannelse er mere end bare god opførsel, det er også et møde mellem mennesket og verden. Jeg ved dog ikke hvor godt et møde jeg lige har haft, jeg tror i hvert fald ikke jeg får en højere løn. Men igen, hvad fanden skal jeg gøre ved det?

De sociale medier er nok opbygget på løgne. Vi lyver om vores alder når vi vil ind på en hjemmeside. Vi facetuner kinden hvis den er gået hen og blevet en smule buttet hen over sommeren. Vi fortæller om en fed ferie der aldrig skete, kun fordi vi vil score lidt point hos de populære. Det har jeg i hvert fald gjort. Der er tusindvis af beviser af vores idoler, vores helte der bygger lidt ekstra på historien. Røven er blevet større mens taljen er blevet mindre, et såkaldt glansbillede. Vi gør ikke noget ved det, vi lader det fortsætte og bevæger os selv hen i den retning. Vi gør os selv til intet mindre end en firkant. En kedelig firkant. Vi ligner hinanden og der er ikke længere nogle variationer. Vi glemmer virkeligheden og pynter på en ny. Lidt ligesom Martha Roslers foto collage ”Photo op”. Et billede med en smuk, tynd og blond kvinde der ikke lægger mærke til det der foregår rundt omkring hende. En virkelighed der er fyldt med kaos, uden nogen foreløbig løsning. En virkelighed vi skal give videre til vores børn og børnebørn. Vi skynder os videre til det næste der popper op.

Vi har for travlt på de sociale medier, der skal altid ske noget nyt der er hurtigere og mere spændene, men vi glemmer at stoppe op og bare trække været. Er det det vi gør forkert? Er det derfor jeg hellere vil være på min telefon, fordi der kan jeg drømme mig væk ind i en firkant? Også selvom den firkant måske er kedelig og ens på alle sidder så er den vel rar, fordi den er gennemskuelig?

Hvad er digital dannelse? Vil der nogensinde være et svar der vil være tæt nok på sandheden? Det er forskelligt fra person til person. For mig er dannelse at være et menneske der udforsker, men hvad er den for verden? En firkant? Er digital dannelse på de sociale medier alt men også intet?

- Clara