Ungdommen i den digitale verden

“Jeg kan huske dengang jeg var ung...” Den sætning har vi hørt uendelige gange fra vores forældre og bedsteforældre. Vi kommer nok også til og sige det til vores børn og børnebørn. Men gad vide hvordan det egentlig var dengang de var unge? Siden de hele tiden skal påminde os om deres teenagedage og sammenligne deres ungdom med vores.

Internettet har udviklet sig en del gennem årene, og fortsætter med at blive større og bedre. Vi gik fra at have telefoner kun med tal på tastaturet og ved siden af, en telefonbog der havde tykkelsen som længden på din pegefinger til telefoner med 3-4 forskellige kameraer med unødvendige lange navne. Vi gik fra at havde CD afspiller man havde stående derhjemme med forskellige film, og sad og så reklamerne for de kommende film igennem, fordi de faktisk var spændende dengang. Men nu kan man nemt finde filmene på internettet om det så er igennem streaming tjenester, eller bare på en eller anden ulovlig hjemmesiden med reklamer, der spørger om man vil have sex med en eller anden der hedder Louise som bor i Randers, og derefter forfølges med et billede af en halvnøgen Louise iført leopard undertøj. Indholdet på internettet er ikke det samme som da vi var børn. Vi får et større indblik af internettet som påvirker anderledes på os før.

Vi mennesker har altid haft en tendens med at sammen ligne os selv med hinanden i kraft af det vi ser på skærmen, selvom vi egentlig alle er forskellige individer.

Dengang jeg startede med at få sociale medier tilbage i 2015, var det bare fordi alle andre fik det, og jeg ikke ville misse ud på noget. Jeg ville være en del af fællesskabet, fordi det ville være sjovt og jeg tog det slet ikke seriøst på nogle måder, men da årene gik, så ændrede mit perspektiv om sociale medier sig. Jeg begyndte tit at sammen ligne mig selv med det jeg så på min skærm og medierne. Jeg var besat af likes og followers på instagram, fordi jeg gerne ville vise mig selv og være “populær”. Så jeg puttede en facade på, og viste en falsk side af mig selv bare for at få “lidt mere”. Jeg vidste inderst inde at det ikke gavnede mig noget godt, og det tværtimod faktisk nedsatte min selvtillid, hvis jeg ikke lignede eller gjorde det samme som alle andre i min omkreds. Jeg var aldrig tilfreds med mig selv, da jeg vidste at der altid vil være noget der er bedre end mig, hvilket heller aldrig gjorde mig lykkelig med mit ydre.

Men mit synspunkt ændret sig på sociale medier efter jeg mødte min kæreste. Han var det helt modsatte af mig. Han kunne ikke være mere ligeglad med likes, followers og de sociale medier. Jeg kunne mærke forskel på mig og ham. Han var ikke påvirket af de sociale medier lige så meget som jeg var. Jeg opdaget, hvis jeg gerne ville være mere tilfreds med mig selv, så skulle jeg stoppe min afhængighed på sociale medier.

Telefonen forhindrer os for at se den virkelig verden. Verdenen uden filter og sandheden bag masken. “Photo op” (2004) lavet af Martha Rosler skal forstille sig at være en kvinde der tager et billede med hendes telefon, og er helt optaget i det der er foran hende, men ikke det der er bag hende. Der kan vi nemlig se eksplosioner, soldater, ild, to små såret børn og rent kaos. Fotocollager illustrerer, hvor blind vi egentlig kan være over for virkeligheden ligesom kvinden på fotoet. Hun viser ingen former for empati og iscenesætter kun sig selv. At vi sætter fokus på de forkerte ting og ignorer krigens virkelighed på verdenen.

I 2017 introducerer Henrik Poulsen os til "Primære og sekundære erfaringer" det er konceptet om primære og sekundære erfaringer. Det Poulsen mener med det er, at sekundære erfaringer refererer til de indtryk og oplevelser man får gennem medierne imens primære erfaringer opstår gennem ens egne sanser og oplevelser. Det vil så fx sige, at de primære erfaringer er at jeg ikke kan sanse krigen der sker i Ukraine da jeg ikke selv er til stede og oplever det, imens sekundære erfaringer er når man gerne vil et sted hen, men mangler viden, så eftersøger man direkte på medierne.

Jeg synes det er interessant at instagram, Facebook, snapchat og så videre, hedder “sociale medier” når vi egentlig ikke rigtig er sociale. Sociale medier trækker os på en eller anden måde væk fra de sociale begivenheder der sker i den fysiske verden. Vi bliver mere og mere opslugt af internettet da det nærmest tilbyder alt. Vi bliver mere og mere afhængig af vores elektroniske enheder, og kan lægge i flere timer i sengen eller stuen, og slet ikke gå ud og være sammen med andre mennesker. Men hvad er pointen egentlig med det, når vi bare kan skrive sammen, snappe sammen og i bund og grund kan “være sammen” gennem vores telefon og medierne?

Det er min ungdom som jeg kommer til at fortælle mine børn og børnebørn ligesom da mine forældre og bedsteforældre fortalte om deres. Til den tid ser verdenen sikkert mere avanceret og anderledes ud. Hvem ved, måske kommer der faktisk flyvende biler i 2050?

Lydia