Mediers konsekvenser

 

I dag er det er nok ikke en eneste person, som ikke er blevet påvirket af internettet, til en vis grad. Unge såvel som ældre får alle gavn af de fordele som internettet bringer. Den yngre generation bruger naturligvis langt mere tid på internettet end nogen af de andre generationer, og det kender jeg jo massere til, da jeg selv er en del af det. Første gang jeg reelt fik en telefon, var da jeg var 12 år, hvilket var meget unormalt i min omkreds. Jeg var den eneste i min klasse uden en telefon i flere år, hvilket gav mig et anderledes perspektiv end de andre. Jeg oplevede hvor opslugt og afhængige folk kunne blive af deres telefoner. Det endte selvfølgelig med, at jeg faldt i de samme vaner som dem, da jeg endelig fik min telefon.
YouTube, Snapchat, Discord, og værst af alle Tiktok, har jeg brugt utallige timer på. Og har det virkelig gavnede mig på nogen måde? Jeg fortæller mig selv, at jeg kan lære om andre kulturer, hører nyheder hurtigere osv. og at det derfor ikke er så slemt, men i realiteten er det bare for at få den konstante dopaminrush, som sociale medier medbringer. Det sidste års tid har jeg dog valgt at slette Tiktok, da jeg opdagede hvor meget information de egentlig indsamler om en. Det blev så erstattet med YouTube Shorts, som sådan set er det samme som Tiktok, men til gengæld er fra et firma der, så vidt jeg ved, ikke er lige så farligt. I realiteten har intet dog ændrede sig, da jeg jo stadig bruger timevis af min dag på at scrolle på skærmen.

Det andet medie, som jeg bruger meget, Discord, er et medie, der primært bliver brugt af gamers, til at tale sammen imens de spiller. Det var i starten også det eneste, jeg rigtigt brugte det til, men som jeg begyndte at blive ældre begyndte jeg at joine en masse communities derinde, hvor jeg dannede en masse venner (hvis man altså virkelig kan kalde dem det) og fik hørt om andres liv. Jeg fik også sendt en masse memes og sjove videoer til mig, som jeg så delte videre og viste til mine venner. Jeg kunne bruge mange timer på at kigge chatten igennem, for at finde disse videoer, men en gang imellem fandt jeg også nogle andre slags videoer. Nogle gange dukkede grusomme og blodige videoer op, da videoerne ikke var særlig godt regulerede. Jeg valgte af en slags sygelig nysgerrighed ofte at se dem alligevel, og fik derfor set meget af det værste man kunne forstille sig. ISIS henrettelser, dyr som blev sat ild til, overfald og meget andet. Disse sindsyge videoer havde jeg fri mulighed for at se, og som jeg begyndte at se flere, begyndte jeg langsomt at reagere mindre på det, end jeg før havde. Jeg er i dag blevet så desensibiliseret, af hvad jeg har set i de videoer, at jeg nærmest ikke reagere på noget af det mere. Det virker så uvirkeligt, når jeg bare ser det på en skærm.

Jeg overvejer nogle gange hvordan jeg vil reagere, hvis jeg så noget af det ske foran mig. Ville jeg være lige så ufølsom over for det? Kan jeg skelne mellem hvad jeg ser i virkeligheden og på internettet? Dette er også et fokus i Martha Roslers ”Photo op” (2004), hvilket sætter fokus på krigens virkelighed over for den verden, vi normalt udstiller. Billedet forestiller en dame, som vælger at fokusere på det der sker på hendes telefon, frem for at kigge på det der sker i baggrunden, hvor der ligger døde børn og krig er i gang. Kvinden bruger telefonen til at holde de grusomme og triste ting der sker i omverdenen ude. Telefonen får alle omverdenens rædsler til at føles som om de er langt væk og uvirkelige.

Jeg tænker i dag tilbage på, om det ville have været bedre, hvis jeg aldrig var kommet på Discord, og dermed aldrig havde set lige så meget af de grusomme videoer. Ville det havde været bedre for min dannelse? I sin artikel ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” fra Kristeligt Dagblad, fortæller forstander på Den frie Lærerhøjskole, Rasmus Kolby Rahbæk: ”Vi er derfor heller ikke altid herre over, hvor og hvordan dannelsen sættes i værk, eller hvor den bærer hen.” Så måske behøver jeg ikke at tænke disse tanker, da det ville have været umuligt for mig at vide, hvor at se disse videoer kunne lede mig hen. Det er jo heller ikke fordi, at jeg ikke har fået noget godt ud af at bruge Discord, da det jo har hjulpet mig danne og vedligeholde venskaber.

I ”Primære og sekundære erfaringer” af Henrik Poulsen fra 2017 bliver konceptet om primære og sekundære erfaringer til virkeligheden beskrevet. Sekundere erfaringer er de erfaringer man får fra medierne. Det kunne være noget så som fx at sidde hjemme i sit hus, og læse om hvad der sker i Ukraine. Primære erfaringer er dem, som man selv danner sig igennem sine egne sanser. Det er altså de erfaringer vi selv danner, og ikke får serveret foran os af algoritmerne.

Sociale medier er altså både nyttige og skadelige på mange måder. Men er der virkelig noget man kan gøre ved det? Og burde man? Ville det ikke bare tage væk fra ens frihed, hvis andre prøvede at forhindre en i at bruge dem? Ville det være bedre, hvis ens digitale dannelse blevet dirigeret? Ville det overhovedet være muligt?

Malte