Medierne er vores coke

Hvornår har du sidst haft tid til dig selv? Kan du huske sidste gang, du lavede ingenting? Jeg husker tydeligt, da mine forældre sagde, at det var sundt at kede sig. Hvornår har du sidst, sådan rigtigt, kedet dig? Jeg kan ikke selv huske det.

Det er ikke nogen hemmelighed, at gymnasieelever er stressede. Ja det er universitetselever såvel som folkeskolebørn snart også. Vi sidder oppe til midnat, som var vi natdyr, for at færdiggøre den skide aflevering, som vi har udskudt til gavn for absolut ingenting udover skærmen. Vi falder ikke i søvn, før vi har brugt den sidste dråbe af energi i kroppen på at scrolle. Vi spilder vores tid på at glo i en skærm og drømme os væk i andres liv, i stedet for at gøre hvad der nok ville gavne vores eget. Dagen efter sidder vi i klassen og kan alligevel knap huske, hvad det var vi læste, fordi vi endte med at bruge bogen som hovedpude. Så vågnede vi og lagde den til side, for så bare liiiiiige at tjekke om nogle havde skrevet, og så kan vi starte forfra.

Medierne er vores coke. De fortærer vores sind, foringer vores dømmekraft og stjæler vores tid. Det er sjovt, som vi ikke opdager misbruget, inden det er begyndt, ikke? Pludselig er klokken tre om natten, og vi har brugt timer på at se meningsløse videoer vi ikke kan huske. Hvorfor i alverden er det lige, at vi syntes, at det er en bedre idé end at sove? Hvis vi alligevel skulle være så længe oppe, hvorfor så ikke lave lektier? Fordi den glamourøse firkantede tidssluger, giver os alt, vi vil se. Fordi den er kodet til at holde dig oppe. Fordi den er kodet til at fastholde dig. Fordi den eneste måde de tjener penge på, er ved at give dig meningsløse reklamer og sælge dine data- ja jeg siger faktisk nej tak til småkager, når jeg kan komme til det.

Verden omkring os har ændret sig med flere tusinde kilometer i timen, siden vores forældre var på vores alder. Alting er kommet så meget tættere på, og samtidig så meget længere væk. Fortællingerne jeg hørte fra mine forældre fra ”dengang de var børn”, virkede som barn utiltrækkende. Tænk, at de var nødt til at cykle et par kilometer for at spørge Åse, om hun kunne lege. Ja tænk, flere gange måtte man jo endda cykle forgæves hjem. MEN man havde faktisk været udenfor. Man havde udrettet noget udover at sidde med hovedet i en skærm. Man havde haft fysisk kontakt med et menneske, som man holdt af.
Da jeg gik i folkeskole, kunne vi, da vi fik fri kl. 12 - Rest In Peace, fuck dig skolereform - bare gå direkte hjem, for vi havde jo allerede i går skrevet til alle vennerne i gruppechatten og fundet ud af, at ingen kunne lege sammen i dag. Sådan kunne man gå en hel weekend uden at komme længere udenfor end til skraldespanden, for hvorfor skulle man dog det? Vi havde jo skrevet til gud og hver mand, og med få klik druknede vi derefter vores ensomhed i skærmens omfavnelse. Meget har ikke ændret sig til den dag i dag. Nu foretrækker vi bare at ligge med telefonen i timevis fremfor at danne fysiske relationer, eller rent faktisk lære noget om den verden, vi befinder os i. Når vi ligger der om natten, kan alting på ydersiden virke så fredfyldt, for der er jo ikke noget galt med verden, er der? Eller nåh jo…
Så lang tid tilbage jeg kan huske, har der været konstant krig, om det var i Afghanistan eller nu i Ukraine og Rusland. Menneskeheden som race kan simpelthen ikke lade være med langsomt at udslette sig selv. Trods de uendelige krige rundt omkring, som koster mennesker livet dagligt, fylder de ikke ret meget i vores bevidsthed. Jo selvfølgelig ser vi da lidt i bussen på vej til skole, hører lidt i radioen eller læser en artikel i dansk. Udover, at alle disse medier er totalt medialiseret, scroller vi oftest bare videre i vores feed uden at skænke dem en tanke. Det er dog langt fra noget nyt, at vi fravælger sandheden om verdenstilstanden til gode for vores skærme. Allerede i 2004 udgav Martha Rosler fotocollagen ”Photo op”, som kun bliver mere og mere relavant. Den forestiller et par personer, som er så optaget af deres telefon, at de knap opdager alt det skrækkelige omkring dem. Siden 2004 er vores brug af mobiler, såvel som computere, kun gået op. Det har medført, at vi på langt flere måder har muligheder for at blive informeret om jordklodens tilstand, men hvem har tænkt sig at bruge sin tid på det?

Samtidig med vores øgede (mis)brug af skærmen, har der aldrig før været så mange forskellige, farverige og forunderlige muligheder for at fjerne vores fokus fra det virkelige. Udover rent faktisk at lære om omverdenen er vi som samfundsborgere i nutidens verden, nødt til at forholde os langt mere kritisk til medierne end vores forældre gjorde. I en tid hvor kunstig intelligens kan bruges til alt mellem himmel og jord såsom stemmeregulerende programmer, der får dig til at lyde som Joe Biden, skrive din næste stil eller forklare, hvad du kan lave til aftensmad. Som beskrevet i ”Primære og sekundære erfaringer” af Henrik Poulsen fra 2017, kan vi som mennesker opfatte omverdenen på forskellige måder. Enten kan vi lette røven fra sofaen og gå ud og opleve den, eller vi kan tænde for fjerneren og få et glimt af en medieret virkelighed, hvor alting er tilrettelagt og fremstillet præcis efter andres præferencer. Vælger vi det sidstnævnte, vil vi ikke selv opleve situationen med de primære erfaringer, og vi danner heller ikke selv vores egen oplevelse af, hvad der er sket. Netop dette har Rasmus Kolby Rahbek beskrevet når han i hans tale ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” forklarer: ”Dannelse kræver et passende sted […] der tillader en åben vekselvirkning mellem verden og mennesket, et sted, hvor vi kan gøre os erfaringer med verden, et sted hvor vi kan indgå i en undersøgende leg med verdens ting, et sted, hvor vi kan orientere os i verden fra.” Hvis vi tager os sammen, og går ud i virkeligheden, vil vi selv tage stilling til alle begivenheder, store som små, hvorimod vi på nettet bare tager skribentens ord for sandhed - for vi skal jo videre til næste nyhed, hjernedøde video eller det treogfyrretusindetooghalvfemsende afsnit af den der serie ik? Når vi så en dag vågner fra vores rus, kan vi kigge tilbage, og se hvor meget vi spildte vores tid ved at få vores dopaminfix fra andres liv.

Oliver SJ