Dannelse i en digital verden

 Blog: Dannelse i en digital verden

I dagens digitale tidsalder er det nærmest umuligt ikke at blive påvirket af medier. Vi er omgivet af dem, og de påvirker vores liv på mange forskellige måder. Sociale medier, smartphones, aviser, radio, fjernsyn, Instagram, Snapchat og mange andre platforme er blevet en integreret del af vores hverdag. Men hvordan påvirker disse medier vores dannelse? Hvordan kan vi navigere i den digitale verden og samtidig bevare vores kritiske sans?

 

I sin artikel ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” fra Kristeligt Dagblad, introducerer forstander på Den frie Lærerhøjskole, Ph.d. Rasmus Kolby Rahbæk en interessant vinkel på ordet dannelse. Han argumenterer for, at dannelse er en måde at forstå og være i verdenen. Dannelse handler ikke blot om viden, men også om at være menneske i den.

 

Det er en interessant tilgangsmåde at have til ordet dannelse. Alligevel ser jeg mig selv som værende enig med ham. Rasmus Kolbys artikel har formået at plante et spørgsmål i mit sind. Hvordan forstår jeg dannelse? Dannelse, for mig, er ikke blot en læren om, hvordan man begår sig. Det er tilegnelsen af erfaringer, forståelse for verden, og ikke mindst en selv. Som Rasmus Kolby selv siger: ”Dannelse er […] ikke blot et abstrakt, intellektuelt fænomen. Dannelse knytter sig til konkrete erfaringer”. Det er gennem mine egne erfaringer, jeg har lært at færdes korrekt i samfundet. Og disse erfaringer kan vel også tilføjes til de digitale medier?

 

Jeg kan huske, at jeg i folkeskolen som en af de sidste i min klasse fik en mobiltelefon. Det var min fars gamle Nokia. Mens de andre løb rundt med den nyeste teknologi, penge kunne købe, sad jeg med en telefon, hvor det at sende en besked til min forældre kunne tage flere minutter. Alligevel er jeg stadig den dag i dag taknemmelig for, at den trofaste Nokia var min introduktion ind i den digitale verden. Gennem den lærte jeg at skrive SMS’er og ringe til mine bekendte. Jeg tror, at de erfaringer, jeg gjorde mig med den Nokia, lærte mig, hvordan man burde arte sig med disse enheder.

 

Da jeg blev ældre, fik jeg opgraderet til en iPhone. Den helt store dille i min klasse på det tidspunkt var sociale medier såsom Snapchat og TikTok (dengang Musicaly). Mine forældre var stærkt imod, at jeg deltog på de sociale medier, da de mente, at det var unødvendigt. Vi erfarede os da også senere hen, at det måske havde været godt at vente med de sociale medier. Mine klassekammeraters færdsel og adfærd, var for mig en lære om, hvordan man i hvert fald IKKE skulle opføre sig. Når jeg kigger tilbage, synes jeg, at ordet ”modbydelig” er passende for deres adfærd. I klassegruppe-chatten på Snapchat skete der afskyelige ting. Jeg havde på det tidspunkt ikke Snapchat og var derfor ikke med i gruppechatten. Alligevel formåede deres handlinger at få mig rodet ind i dem.

 

På Snapchat blev de upopulære ekskluderet, mobbet og sagt forfærdelige ting om. En af mine klassekammerater måtte stoppe på skolen, fordi det blev så slemt. Og det stoppede ikke der. Til fællesarrangementer gik det ud over lærere og forældre. Da vores klasselærer blev informeret, havde vi en alvorlig snak på klasen om, at det IKKE var noget, som ville blive tolereret, og en kollektiv straf blev udstedt.

 

Det var igennem disse erfaringer og oplevelser, at jeg bl.a. lærte, hvordan god opførsel på de sociale medier var vigtigt. Jeg lærte af mine egne erfaringer, men hvad med allerede bearbejdede erfaringer? I sin undervisningsbog om tekst, sprog og medier, ”Gutenberg og Google” præsenterer lektor Henrik Poulsen figuren ”Primære og sekundære erfaringer”, som illustrerer ”virkeligheden, erfaringer og medier”. I denne figur præsenterer Poulsen begreberne ” Primære erfaringer” og ”Sekundære erfaringer”. Han forklarer, at virkelighedsopfattelsen afhænger af, hvem vi er, og hvor vi er. Figuren bevæger sig enten frem mod eller væk fra ”Det sansende og erkendende Subjekt”. Poulsens figur viser, hvordan vi tilegner os virkelighedens mangfoldighed gennem de forskellige typer af erfaringer. Enten direkte gennem vores sanser (primære erfaringer) eller indirekte gennem medierne (sekundære erfaringer).

 

Poulsens figur kan hjælpe os med at forstå mange tekster og værker bl.a. den amerikanske kunstner Martha Roslers fotocollager. I sit arbejde med kunst har Rosler skabt konstruerede fotocollager, der forsøger at skabe fokus på krigens virkelighed over for den verden, vi normalt udstiller. I sine to fotocollager House Beautiful: Bringing the War Home (1967-1972) og House Beautiful: Bringing the War Home. New Series (2004-2008), er fotos fra henholdsvis Vietnamkrigen og krigene i Irak og Afghanistan inkluderet. I collagen sammensætter hun disse mere makabre scener med fotos af et forstadshjem.

 

Selvom collagen er skabt for at forsøge at skabe fokus på krigens virkelighed, synes jeg, den kan tolkes i en anden sammenhæng. Selvom telefonen lader os være forbundet med resten af verdenen, kreerer den alligevel en form for barrierer. Fordi vores forbindelse sker gennem de sekundære erfaringer og ikke de primære, bearbejder vi ikke selv erfaringerne, men får dem foræret af medierne. Dette kan distancere tragiske hændelser som krig fra vores hverdag, og gøre os ignorante.

 

Vi lever i en digital tidsalder, og derfor er det yderst væsentligt, at vi lærer at vurderer, ægtheden af det, vi bliver præsenteret for. Når falske nøgenbilleder af Taylor Swift, DeepFake videoer og Chat-botter florer på internettet, er det yderst vitalt at unge mennesker lærer at forholde sig kritisk til internettet. Derfor er dannelse både i forhold til klassiske medier og de nye digitale medier essentielt, så vi kan styrke de kommende generationers evner til at konstruktivt skelne mellem, med Henrik Poulsens ord, de primære og sekundære erfaringer. Det er i hvert tilfælde de erfaringer, jeg vil minde mig selv om næste gang jeg sætter mig i sofaen og tager mobilen frem.

Catrine